Valentinsdag – reinvented

Har du husket at bestille bord til d. 14. februar og forberede en romantisk overraskelse?

Egentlig er Valentinsdag jo ikke noget, vi traditionelt har fejret i Danmark og om hvorvidt den har sin berettigelse her nordpå, er der temmelig delte meninger. Det ligger ikke rigtig til os danskere at vise vores helt private følelser med storladne armbevægelser over for alverden. Vi er bare ikke det mest romantiske folkefærd, og når nogen beder os om at være romantiske på kommando, stejler vi.- Og måske det ikke er så skidt endda.

For der er ikke noget mere uromantisk end at blive inviteret ud at spise eller få blomster, fordi det forventes. Romantik skulle nødig være en forventning, men noget der kommer helt af sig selv, fordi man ikke kan lade være med at vise sin begejstring over den kærlighed man føler. Ikke to kærlighedsforhold er ens og derfor heller ikke to udtryk for det. Og et forsøg på at sætte kærligheden på en blomster/middags/gave formel er virkelig uromantisk. Og vi køber den ikke rigtig. Så måske den trænger til lidt fornyelse. Noget vi alle sammen kan bruge til noget, hvad enten vi er til blomster – eller er i parforhold eller ej.

Forslag nr. 1 – Brug dagen på at være kærlig ved dig selv. Det er faktisk den bedste gave at give enten til din nuværende eller fremtidige partner. Når du er kærlig overfor dig selv opbygger du overskud og får lettere ved at sige pyt. Hvis du opfylder egne behov, er det ikke nødvendigt at kræve, at andre skal gøre det.

Forslag nr. 2 – Brug dagen til for dig selv at sætte dig mål for, hvad du vil med dine kærlighedsrelationer i fremtiden. Er der noget, du skal have taget ansvar for i din kommunikation, din adfærd eller andet?

Forslag nr. 3 – Brug dagen på at tage ansvar for dit klima-, miljø- og sociale aftryk. Så kærligheden også i fremtiden kan blomstre, ikke bare for dig, men for de fremtidige generationer.

På den måde kommer Valentins dag til mere at handle om, hvad vi hver især kan gøre for at give kærligheden de bedst mulige vilkår. Det giver ansvaret tilbage til den enkelte (i parforhold eller ej) og dermed indflydelse og power.

Jeg er med på, at kærligheden fortjener fokus og at blive plejet og fejret, og jeg synes også, at der skal være plads til at slå stort ud med armene, hvis man har lyst til det. Jeg efterlyser blot noget mere holdbart end ureflekteret at følge standardopskriften med blomster, chokolade og middage. Det synes jeg, vi skylder os selv og hinanden.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *