Hold op med at falde for de forkerte (fortsat)

Sidste fredag fortalte jeg lidt om, hvorfor vi falder for dem, vi gør. Om hvordan opvækstvilkår påvirker valg af partner.

På den ene side gælder det, at vi tiltrækkes af dem, der kan sætte gang i den konflikt eller udfordring, vi har med os fra barndommen og som vi endnu ikke helt mestrer. Det er jo rigtig smart, at hvis vi fx er vokset op med fraværende forældre, er det fraværende mennesker vi bliver tiltrukket af og dermed får vi mulighed for at lære at håndtere den situation. Her er der rig mulighed for vækst og udvikling – hvis vi (eller vores partner) altså tager opgaven alvorligt og er villige til at lære.

Der hvor der for alvor opstår problemer i parforhold eller udvælgelse af partner, er når den ene eller begge parter ikke tager opgaven alvorligt og blot regner med, at forelskelsen løser alle problemer. For det gør forelskelsen muligvis til at starte med pga. diverse processer i hjernen, der bl.a. lukker ned for den kritiske sans, men så snart forelskelsens tåge letter, står vi tilbage med det problem, vi ikke fik taget os af.

Klassikeren er dem, der er vokset op i meget dysfunktionelle hjem med fx vold, misbrug, vanrøgt eller incest. Og dem er der desværre en hel del flere af end vi lige umiddelbart går rundt og tror. Her ser vi ofte, at disse børn senere i livet går ud og finder partnere, der er lige så voldelige, ligeglade eller grænseoverskridende som deres forældre. Det der sker er, at de ikke forelsker sig i dem, der er gode for dem, men uværgerligt bliver tiltrukket af bad guys/girls. Her er der simpelthen ikke andet at gøre end at gå i terapi eller konsekvent holde sig fra dem, man bliver forelsket i. Det lyder måske ekstremt, men hvis man gang på gang falder for de forkerte med virkelig grimme konsekvenser til følge, er der ikke rigtig nogen vej udenom. Og måske man ikke oplever den vilde forelskelsesrus, når man i stedet vælger at engagere sig med de gode, dem der opfører sig respektfuldt, kærligt og hensynsfuldt. Til gengæld kan man med tålmodighed og fokus på alt det gode, komme til at opleve en dyb kærlighed, netop fordi den ikke hele tiden bliver forstyrret af det store drama.

Så spørgsmålet er, hvad der er vigtigst – den store forelskelse, der er tidbegrænset og med stor sandsynlighed giver dybe ar eller den rolige kærlighed bygget op over tid, baseret på værdifulde egenskaber, man kan bygge et parforhold på?

Det var et meget ledende spørgsmål. Det ved jeg godt. Men prøv et øjeblik at give den mulighed plads. Prøv at udfordre dit billede af, hvad den store kærlighed er.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *