40 singler – 40 interviews

Tak til de 40 singler, der har stillet op til interview om deres kærlighedserfaringer, så jeg havde noget at skrive min bog ud fra. Bogen er nu skrevet og er på vej i trykken. Den udkommer engang i september, men indtil da, vil jeg de næste 4 uger bringe nogle indlæg her på bloggen, så I kan få et lille indblik i, hvad jeg er nået frem til med min undersøgelse.

Jeg ved ikke, hvad jeg egentlig havde forestillet mig ville være den typiske problematik for dem, der havde været ufrivilligt single i flere år. Måske, at de var for kræsne, led af angst for nærhed, var for hæmmede eller manglede situationsfornemmelse. Men det billede, der langsomt begyndte at tegne sig, efterhånden som interviewene skred frem, var helt anderledes end forventet. Det der nemlig syntes at gå igen for mange var, at de var for søde til parforhold. De stillede få eller ingen krav, de fandt sig i urimeligheder, de satte ikke i tilstrækkelig grad grænser og de satte først og fremmest den andens behov før deres egne. De blev kort sagt rendt over ende, når de var i et parforhold og derfor blev det til sidst nemmere for dem helt at undgå det. Det de havde brug for at lære, var at tage vare på sig selv, når de var i et forhold. At skabe samme grad af plads til sig selv, når de var i forhold, som når de var single.

Sjovt nok, skete der det, at når jeg spurgte ind til drømme om fremtidige parforhold, så var det et gennemgående ønske, at der skulle være stor grad af frihed. Ordet ”frihed” blev brugt mange flere gange end ”kærlighed” eller ”samhørighed”. Det der var tankevækkende var, at frihed tilsyneladende blev set som noget man skulle få, frem få noget man ville tage. Frihed er i vort indre. I hvad vi fortæller os selv er muligt eller ikke muligt. Frihed vælger vi selv, og vi må selv tage ansvar for at skabe den frihed, vi har brug for ved at kommunikere, stille krav og sætte grænser. Men det er en hel del lettere sagt end gjort, især hvis det ikke er noget, man har lært fra barnsben.

Og det er en væsentlig pointe. Vi kan nemlig kun det, vi har lært, og hvis vi ikke hjemmefra har lært at sige fra og kommunikere tydeligt, hvad vi vil være med til og ikke vil være med til, så er det ikke noget, vi har fået trænet og dermed ikke noget vi mestrer. Over en tredjedel af dem jeg interviewede kom fra hjem, der havde været stærkt præget af dysfunktion. I de værste tilfælde var der tale om fysisk vold, alkoholisme, incest, vanrøgt og psykisk vold. Og har det været opvækstvilkårene, har der ikke været meget plads til at mærke egne behov og tage vare på dem og til at sætte grænser og sige fra. Når man senere i livet så indgår i parforhold, kan det blive en udfordring. Heldigvis er det noget, der kan læres. Det kræver blot bevidst opmærksomhed, vilje og masser af træning. Og hvordan man helt konkret gør det, kan læses i “Kørekort til kærligheden – en teoribog”

En anden problematik, jeg stødte på i interviewene, var mobning. Så hvordan mobning kan sætte spor i parforhold og det at indgå i et, skriver jeg om næste fredag.

Det er muligt at forudbestille bogen her nedenunder og hvis du bestiller før udgivelsesdatoen er der mulighed for rabat på 20% + fri fragt (i Danmark). Du skal blot indtaste koden kærlighed med små bogstaver.

Kørekort til kærligheden

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *